Hej Spademanns Leksikon.
Nu har jeg ventet i årevis på, at man udsendte en remastered version af mit yndlingsspil, og for nylig hørte jeg så, at det udkom til Xbox One. Som økonomidirektør af profession, har jeg altid lidt på kistebunden, så jeg købte naturligvis en Xbox One og "Barbie og Rideskolen" som bundle, men nu kan jeg ikke få det ud af den skide maskine. Og det er et problem, når nu jeg også har købt en Bluray-version af min yndlingsfilm, "Barbie i Nøddeknækkeren". Kort sagt: kan I hjælpe mig med at få spillet ud af min 3 dage gamle konsol?
Henning Hjort
Svar
Hej Henning,
og tak for din mail.
Da dette er et spørgsmål af teknisk karaktér, sendte vi det øjeblikkeligt videre til Spademanns Tech-support. De to cola-drikkende og pizzaædende fyre vi har siddende i kælderen, har over årene anskaffet-, spillet på-, og har repareret 2 Commodore 64, 1 Commodore 128, 3 Amiga 500, 6 Sega (både Dreamcast og den originale), 2 Nintendoer (heraf 1 Wii), 3 PS1, 2 PS2, 2 PS3, 1 PS4 og 1 Xbox og 2 Xbox 360, foruden 12-14 pc'er og ingen Mac's, så de har en vis pondus på området. De smuttede derfor straks ud at købe en Xbox One - teste den - og gav følgende enkle råd:
Trin 1
Først trykker man på logo-ikonet på controlleren, som man ville gøre med enhver Xbox 360 og PS. Derpå opdager man at controlleren er løbet tør for batteri. Når man har sat sin telefon-oplader til den, konstaterer man, at der intet sker. Man forsøger derfor at finde fejlen inde i controlleren.
Trin 2
Vel ankommet, efter at have været hos den lokale spilpusher at købe en ny controller, forsøger man nu at trykke samtlige menuknapper frem man overhovedet kan finde, uden nogensinde at forlade reklamerne for Xbox Live Gold, og konstaterer at man ikke fatter en brik af maskinens interface.
Trin 3
Man søger hjælp i Xbox Support, og finder intet nyttigt.
Trin 4
Man åbner sin smartphone, googler Eject disc xbox one, og finder en masse fora med folk der kalder én doven. Efter 22 min, finder man ét fora der siger, at man skal gøre det manuelt på maskinen, da funktionen ikke findes i controlleren, til andet end film.
Trin 5
Det anbefales, at benytte den knap der ikke kan ses, placeret til højre for disk-åbningen. Det er vist ikke meningen at den skal virke.
Trin 6
På youtube finder man en guide, der viser at man kan bruge følgende trick:
- Kig på venstre side.
- Luk den lille ting op.
- Stik spidsen af en papirclips ind.
- Tag disken, der nu kommer ud.
Trin 7
Ingen nu om dage ejer en papirclips, da alt er digitalt. Man forsøger derfor med med
- Kuglepenne
- Gafler
- Brugte tandstikkere
Men intet hjælper.
Trin 8
2 timer efter at man slukkede spillet, gør man nu det eneste logiske, og lukker hele maskinen op. Dette gøres naturligvis ved at trække stikket ud på maskinen, skrue løs på alle skruer, også simpelthen fjerne skiven manuelt (vær lige opmærksom på, at din garanti forsvinder ved samme lejlighed).
Hvis du bare gentager ovenstående procedure hver gang du har spillet et spil som ikke er købt i Xbox-biksen, vil du med garanti få et let og harmonisk liv med din Xbox One!
Tak for henvendelsen
Spademanns Leksikon, Teknisk Support
Bidragsydere:
Cookies help us deliver our services. By using our services, you agree to our use of cookies.