Anders mærker noget falde ned fra himlen bag sig.
Anders Sunesen (cirka 1167–1228), ærkebiskop, skolastiker og digter - ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Han var søn af Sune Ebbesen (d. 1186) og bror til Peder Sunesen.
Hvad fanden er en skolastiker?
Det er en, der blander de ting i Bibelen, han ikke kan forstå med klassisk filosofi, som ingen kan forstå. Skolastikken døde en hård død i de lande, der blev protestantiske, men det var jo først langt senere.
Nåååååh. Og hvad digtede han så?
Det er der ingen der ved, for det var latin: Hexaëmeron libri duodecim. 8.040 vers. Forsøg dig på Google Translate eller besøg latinerkvarteret, det sidste er nok det sjoveste.
Den vilde ungdom
Anders' fætter Absalon sagde til ham: "Stik ud og lær noget knægt, før du skal i kloster". Og det gjorde Anders. Først studerede han filosofi og teologi i Paris, men efter en sørgelig omgang fladlus og en episode med en gift mands kone, rykkede han til Italien og siden England for at studere såkaldt retsvidenskab, der i det store og hele går ud på, at al tvivl og bistand skal komme forbryderne til gode og ofrene får en røv at trutte i.
I 1194 dristede han sig hjem til Danmark, hvor han blev kansler for Knud 6. og domprovst i Roskilde.
Hvad siger Saxo?
Den gamle spytslikker roser Anders i så høje vendinger, at man klart fornemmer, hvem der er boss. Det sker i forordet til Gesta Danorum, hvor Anders bliver rost for sin overlegenhed overlegne dygtighed som rigets kansler. Og smukke hænder for en mand. Til gengæld havde Saxo ikke så meget at sige om sig selv, det regnede han med at andre ville. Dér blev han lidt skuffet.
Ærkebips
Da Absalon døde i barselsseng den 21. marts 1201, blev Anders Sunesen hans efterfølger som ærkebiskop i Lund, så jobbet blev i familien. Lund ligger i Sverige (Skåne), men dengang var det dansk område. Lundeboerne var rigtig glade for Anders, for det er altid hyggeligere at have en levende ærkebips end en død. Men, tænkte paven, han kunne da lige så godt få en dobbelttjans, så han blev også Sveriges primas. To jobs, én løn.
Hvad fanden er en primas?
Det er en førstemand. Ligesom Arnold i Matador. Damernes Magasin, du ved.
Bisperier
Den kære biskop var så sød og god, at han kunne vinde enhver forhandling, lidt ligesom Anker Jørgensen, bare uden fipskæg.
Han fik forhandlet Lauenburg, der ligger nede i Slesvig, hjem til Danmarks store konge, Valdemar Sejr og fik også løsladt nogle gidsler hist og pist, fx grev Adolf III og biskop Valdemar, den gamle hønisse.
Ja, så forhandlingsdygtig var han, at det endda lykkedes ham at overtale flere præster til at overholde deres cølibatløfte og lade de små kordrenge være. Om dagen, i hvert fald.
Korstogene og Dannebrog
I 1200-tallet havde man ikke nogen præst i Tjæreborg, der kunne arrangere turistrejser til Spanien - i stedet havde man korstogene. Og Anders Sunesen ikke alene prædikede korstog mod balterne, næh, han tog selv med helt til Riga i 1206 for at kristne korsfarerne de vantro indfødte.
Men det skulle blive meget mere lækkert. Sammen med kong Valde tog han til Estland i 1219, hvor de danske krigere klarede sig helt fint mod de indfødte, så længe bips Anders magtede at holde armene løftet mod himlen. Hver gang kræfterne ebbede ud, rykkede danskerne tilbage. Hver gang han løftede armene igen, rykkede de frem. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Frem og tilbage.
OG DA SKETE MIRAKLET! Dannebrog faldt ned fra himlene og de jublende krigere overvandt de vantro estere 3-1 på straffespark. Hosianna i det høje, siger vi bare.
Hjem igen
Men Gud ikke alene giver, han tager også. I Anders' tilfælde blev det til spedalskhed, så hans lemmer faldt af, når han dansede rumba. Det gjaldt bare om at være helt stille. Rejsen hjem til Danmark foregik med radioen slukket, så en utidig boogie-woogie ikke fik bipsen ud på dansegulvet.
Men bare fordi han havde fået sådan en lille lortesygdom, fik han da ikke lov til at trække sig tilbage. Nej, det var noget paven bestemte, og han syntes det var sjovt at se en ærkebisp, der tabte næsen hvis han bøjede sig forover. Nå, men den slags bliver jo ikke ved med at være lige morsomt, så til sidst fik ærkebipsen lov til at trække sig tilbage til Ivø i Skåne. Han blev begravet i kirkekoret i Lund Domkirke i 1228 og døde kort efter.
Han efterlod sig et bibliotek på op til 40 bøger, hvoraf de 19 ikke var blevet rettidigt afleveret.
