De gode gamle dage dækker over en ikke nærmere specificeret periode, der gerne ligger 3/4 generation tilbage i tiden. Dengang var alting meget nemmere at have med at gøre, inkl. din mor.
En spørgeskemaundersøgelse foretaget af Opium i 1978 placerede i øvrigt året 1912 som en helt klar etter i de gode gamle dage. At tidspunktet ikke er statisk fremgår imidlertid af opiumsundersøgelsen fra 2001, hvor 1939 var rykket fra konkurrenterne og nu var placeret højest. I 2011 var 1912 i øvrigt forsvundet helt ud af top ti, uvidst af hvilken grund.
En interviewrunde på plejehjemmet Den Gyldne Fennikel gav følgende bud på, hvad der kendetegnede de gode gamle dage.
Opdragelse
thumb|left|I de gode gamle dage, var børn ordenligt (men bestemt) opdraget. Men de var lykkelige!
|
|
Børn skal ses, ikke høres.
|
|
|
Børneradioen
|
Børneopdragelse var meget enklere dengang. Sagde ungen noget, så fik han en på skalden. Undtagen hvis han var en pige. Så fik han en i røven. Kom han for sent hjem fra skole, så fik han en på knolden. Kom han for tidligt hjem, fik han en overraskelse og blev sendt ud at lege.
Alle børn var artige og gik i korte bukser, så man kunne se om de var faldet og havde slået knæene. Hvis de havde, så fik de røvfuld når de kom hjem. Så kunne de lære at passe bedre på en anden gang eller holde sig væk.
Men lykkelige, det var vi.
Aage Stentoft
Penge og lykke
|
|
Lykken, den er ikke gååååås eller guuuuuul!
|
|
|
Katy Bødtger
|
Det er sandt, at vi ingen penge havde i de gode gamle dage. Det behøvede vi heller ikke. Huslejen udgjorde kun 10 pct. af husstandsindkomsten, ikke som i dag, hvor den udgør 50 pct., selv om mor og ham manden hun bor sammen med begge går på arbejde.
Der var altid råd til at far kunne få nogen bajere nede på værtshuset, inden han kom hjem og fik frikadeller og sønnike blev sendt til købmanden efter en kasse øller, så der ikke var mere mad tilbage, når han kom hjem. Så fik han et par på hovedet fordi han var sulten og blev smidt i seng uden aftensmad. Og der var 50 bajere i en kasse dengang, så den kunne holde næsten hele aftenen, selv når nabo Møller kom på besøg med sin fede kone, men hun fik osse kun en kop varmt vand og en avis at sidde på.
Varige forbrugsgoder blev defineret helt anderledes dengang. Her taler vi ikke om fjernsyn, radio eller telefon. Næ, et par bukser, se, det var et varigt forbrugsgode. De gik i arv fra farbror Svend, videre til mig og så til lillebror Børge, inden de blev syet om til en brudekjole til søster Yrsa, der var kommet i omstændigheder på grund af cykelsmedens lange søn, Bent-Aage. Derpå blev resterne brugt som tøjble, inden lasen endte som pudseklud, for vi satte en ære i at holde vinduerne pæne og rene, så naboerne bedre kunne kigge ind og se hvor pænt vi boede.
Men vi var lykkelige. Helt bestemt. Sådan husker jeg det.
Knud Aage Riisager
Uddannelse
Tre års skolegang var det maksimale for arbejderbørn. De havde ikke noget at bruge deres læsefærdigheder til alligevel, for de skulle arbejde nede i kokskælderen, hvor man ikke kan se en skid.
Pædagogikken bestod af et spanskrør samt udenadslære af de dejlige danske salmer, der fortalte om Guds herlighed og et rap over fingrene med den lange lineal, hvis man ikke holdt nallerne på bordet.
Men vi var alle tilfredse. Alle! Ellers fik vi røvfuld og det var vi jo selv ude om, når vi sad dér og tudede ned i salmebogen.[1]
Finere folks børn kunne dog supplere deres uddannelse med en universitetsgrad, men så skulle de også henslæbe 3-4 måneder på en højere læreanstalt og leve resten af deres liv som opsynsmænd på sindssygehospitalet, hvor vi opbevarede alle de skøre kuler.
Ja, vi lærte de ting, der gør et menneske lykkeligt. At læse. At skrive. Og salmerne.
Søren Krarup
Høflighed
|
|
Deres Idiot!
|
|
|
Vred mand om far
|
Mændene holdt døren for damerne, selv om de egentlig godt kunne åbne den selv, hvis de tog vasketøjet over i den anden hånd og holdt styr på lillebror med knæet. Posen med tøjklemmer kunne de holde under dobbelthagen. Men sådan var mænd dengang. Hensynsfulde og høflige.
Herrerne og drengene rejste sig op i sporvognen for gamle damer[2], gravide kvindfolk[3] og andre handicappede. Men vi kaldte det ikke for handicappede, det var vi alt for høflige til. Vi kaldte dem Frue eller Frøken, men selvfølgelig tænkte man sit.
Når dronning Alexandrine kørte forbi i åben karet, så bøjede vi os ærbødigt ned og stirrede på brostenene[4], indtil hun var kørt langt væk. Asfalt, nej, det brugte vi ikke dengang, man kunne mærke vejen på en helt anden måde i brostenenes tid, hvis man blev ramt af hesten.
Og hvis man havde overskidt lokummet nede i gården, så sneg man sig ikke fejt væk og overlod rengøringen til det næste ordentlige mandfolk med mavekneb. Nej, man kaldte på konen igennem det hjerteformede hul i døren, så kunne hun ordne det med lasen efter brudekjolen.
Og denne udbredte høflighed og hensyntagen til hinanden - den var den, der gjorde os så lykkelige.
Niels Helveg Petersen
Tv-udsendelser
Dengang havde vi hverken Paradise Hotel eller Kongerne af Marielyst, så vi var nødt til selv at more os, hvis ellers vi var kommet hjem fra vores 14-timers arbejdsdag. Så legede vi fx spørgeleg, hvor det var far der bestemte, om svaret var rigtigt og så fik vi et par på hovedet hvis det ikke var. Som regel var det far, der vandt, og som belønning kunne han gå ind under dynen med et kvindeligt familiemedlem efter eget valg, hvis han ikke havde drukket for mange bajere.
Og alle andre var lykkelige.
Orla Wæhr
Formerne
Man holdt på formerne dengang. Vand i håret og rene negle, hvis man skulle ud. Bare fordi man var fattig og alkoholiseret, behøvede man jo ikke ligne en sjuft. Underbukserne blev vendt hver uge og sokkerne var nystoppede, når der var afdansningsbal i borgerforeningen, hvor vi desværre ikke måtte komme mere efter en uheldig episode[5]. Men vi stod uden for og nød duften af kandiserede æbler og tobaksrøg og lyden af violin og piano.
Tættere på lykken kunne man ikke komme.
Lone Dybkjær
Kost
Der var ikke noget der hed dybfryser dengang, så vi måtte nøjes med friske grøntsager fra grønthandler Madsen, selv om vi havde ham mistænkt for at veje tommelfingeren med. Eller øllebrød, måske med en sjat mælk i midten, hvis det var søndag. Onsdag var kødløs dag. Det var mandag, tirsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag også, for sådan et stykke grisetryne var alt for dyrt, når far først havde betalt værtshusregningen.
Men vi spiste sundt. Og vi fik smør hver dag. Så vi var glade. Og lykkelige.
James Price
Behandlingsgaranti
Jo, det havde vi! Hvis ikke vi makkede ret, så kom vi under behandling lige så snart far kom hjem. Hurtigt og effektivt, ingen bureaukrati, bare bukserne ned og smæk, smæk, smæk.
Tandbehandlingen var også enklere. Ingen syreskader på bisserne, for der var ikke noget der hed sodavand. Og tænderne faldt ud af sig selv.
Lykken var at arve mormors gebis til sin konfirmation. Og et godt helbred.
Claus Hjort Frederiksen
Randbemærkninger
- ↑ Vi tudede sikkert af lykke.
- ↑ Her taler vi +45.
- ↑ Der sikkert selv var skyld i det, disse løsagtige kvindfolk, der først kom hjem ved 21-tiden om aftenen.
- ↑ Så kunne vi også bedre se, om nogen havde tabt en toøre.
- ↑ 12 bajere. Tyndskid i en tuba. Far på røv og albuer ud af bagdøren.