|
|
(10 mellemliggende versioner af den samme bruger vises ikke) |
Linje 1: |
Linje 1: |
| | [[Fil:Erikeriksen.jpg|thumb|right|300px|Statsminister Eriksen snyder her kong [[Frederik 9.]] til at underskrive et gældsbrev på 200 gummibamser. Kong Frederik tilgav aldrig hr. Eriksen, da han troede han havde skrevet under på, at hans datter skulle have valgret.]] |
| | |
| | '''Erik Eriksen''' (f. [[20. november]] [[1902]] i Brangstrup på Midtfyn, d. [[7. oktober]] [[1972]] i [[Esbjerg]]) var Danmarks statsminister fra [[30. oktober]] [[1950]] til [[30. september]] [[1953]]. Han var folketingsmedlem, valgt for partiet [[Venstre]], dengang de stadig kunne trække stemmer. |
| | |
| | ==Ungdommen== |
| | Erik blev født på en gård uden for Ringe på Fyn. Faderen, Povl Eriksen og hans ægteviv<ref>Altså Povls....</ref> Sofie Hedevig Kirstine (f. Jensen) var ivrige tilhængere af [[Grundtvig]] og al hans salmesang og højskolepædagogik, så der var ikke noget at sige til, at lille Erik voksede op med en dårligt udviklet motorik, når man bortser fra hans eminente malketeknik. |
| | |
| | Der var ikke andet for drengen at gøre end at melde sig ind i [[Venstres Ungdom]]. Her kunne han møde de unge <s>kvier</s> kvinder under en afslappet swingom til [[Liva Weel]]s ''Adrienne med sin Luftantenne'' og tilbyde et bap på cigaren inden turen gik hjem til Brangstrup - og det var jo ikke så Ringe. |
| | |
| | I [[1929]] blev Erik formand for VU, hvilket dengang var en sikker vej til statsministeriet<ref>Og det selv om [[GPS]]'en ikke var opfundet.</ref>. Han holdt sig nogenlunde i skindet, den kedelige ka'l, men endte selvfølgelig [[Folketinget]] i [[1938]] sammen med så mange andre kriminelle. |
| | |
| | ==Ind i politik== |
| | Efter [[2. verdenskrig]], hvor tyskerne besluttede sig for at smutte hjem igen stille og roligt, lykkedes det på [[en eller anden]] måde de danske politikere at mødes i en såkaldt ''samlingsregering,'' hvor alle talte pænt til hinanden og forsøgte at få det bedste ud af det, en bedrift der aldrig siden er blevet overgået. Og hvem var bedre egnet i det ophøjede embede som landbrugsminister end lille Erik, der jo var så god til malkepiger? [[Æg]], [[mælk]] og [[bacon]] flød i stride strømme fra den velbegavede minister og han fik lov til at sidde helt til [[1947]], hvor vælgernes smag havde ændret sig i vegansk retning. |
| | |
| | I samfulde tre år måtte den stakkels eksminister sidde i folketingssalen og lytte til alt mulig fordrukkent sludder fra de ærede medlemmer, inden Hans Hedtoft i 1950 måtte gå af efter en smudsig sag med en frikadellemad med surt og tandsmør. Det blev op til lille Erik at danne en ny regering baseret på Venstre og Konservative, ja, i dag virker det nærmest som en umulig konstellation, men dengang kunne de godt være i stue sammen, når bare vinduerne stod åbne. |
| | |
| | ==Grundloven== |
| | I 1953 lykkedes det statsminister Eriksen at få banket ''Danmarks Riges Grundlov'' igennem folketing, vælgerkorps og prins Knud, så lille [[Dronning Margrethe|Margrethe]] kunne blive dronning i stedet for <s>kaliffen</s> arveprinsen. |
| | |
| | Ellers fik statsministeren ikke rigtig gennemført noget af betydning. Det var jo heller ikke nødvendigt, alting var [[fryd og gammen]]; de unge hørte efter i skolen, arbejdsløsheden var lav og kvinder var husmødre, der sad og drak kaffe hos hinanden hele dagen, så de stort set havde fået snakket af, når [[far]] kom hjem fra arbejde, den fordrukne sut. |
| | |
| | Erik vandt en klar valgsejr i 1953, men måtte alligevel gå af, da venskabet mellem V og K var strukket så langt som det kunne. Erik trådte vande som oppositionsleder helt frem til [[1965]], hvor han endelig opgav håbet om en ny tur i statsministeriet og gik på invalidepension. Han havde en lille nebengesjæft som formand for foreningen Norden helt frem til [[1971]], hvor han endelig opgav at forstå hvad de skide svenskere sagde. |
| | |
| | Han er begravet på Ringe Kirkegård på Fyn. Hr. statsministeren tager imod hver torsdag mellem kl. 12-14. |
| | |
| | |
| | ==Det med småt== |
| | <references/> |
|
| |
|
| {{Start boks}} | | {{Start boks}} |
Nuværende version fra 6. mar. 2017, 22:00
Erik Eriksen (f. 20. november 1902 i Brangstrup på Midtfyn, d. 7. oktober 1972 i Esbjerg) var Danmarks statsminister fra 30. oktober 1950 til 30. september 1953. Han var folketingsmedlem, valgt for partiet Venstre, dengang de stadig kunne trække stemmer.
Ungdommen
Erik blev født på en gård uden for Ringe på Fyn. Faderen, Povl Eriksen og hans ægteviv[1] Sofie Hedevig Kirstine (f. Jensen) var ivrige tilhængere af Skattesvig og al hans salmesang og højskolepædagogik, så der var ikke noget at sige til, at lille Erik voksede op med en dårligt udviklet motorik, når man bortser fra hans eminente malketeknik.
Der var ikke andet for drengen at gøre end at melde sig ind i Venstres Ungdom. Her kunne han møde de unge kvier kvinder under en afslappet swingom til Liva Weels Adrienne med sin Luftantenne og tilbyde et bap på cigaren inden turen gik hjem til Brangstrup - og det var jo ikke så Ringe.
I 1929 blev Erik formand for VU, hvilket dengang var en sikker vej til statsministeriet[2]. Han holdt sig nogenlunde i skindet, den kedelige ka'l, men endte selvfølgelig Folketinget i 1938 sammen med så mange andre kriminelle.
Ind i politik
Efter 2. verdenskrig, hvor tyskerne besluttede sig for at smutte hjem igen stille og roligt, lykkedes det på en eller anden måde de danske politikere at mødes i en såkaldt samlingsregering, hvor alle talte pænt til hinanden og forsøgte at få det bedste ud af det, en bedrift der aldrig siden er blevet overgået. Og hvem var bedre egnet i det ophøjede embede som landbrugsminister end lille Erik, der jo var så god til malkepiger? Æg, mælk og bacon flød i stride strømme fra den velbegavede minister og han fik lov til at sidde helt til 1947, hvor vælgernes smag havde ændret sig i vegansk retning.
I samfulde tre år måtte den stakkels eksminister sidde i folketingssalen og lytte til alt mulig fordrukkent sludder fra de ærede medlemmer, inden Hans Hedtoft i 1950 måtte gå af efter en smudsig sag med en frikadellemad med surt og tandsmør. Det blev op til lille Erik at danne en ny regering baseret på Venstre og Konservative, ja, i dag virker det nærmest som en umulig konstellation, men dengang kunne de godt være i stue sammen, når bare vinduerne stod åbne.
Grundloven
I 1953 lykkedes det statsminister Eriksen at få banket Danmarks Riges Grundlov igennem folketing, vælgerkorps og prins Knud, så lille Margrethe kunne blive dronning i stedet for kaliffen arveprinsen.
Ellers fik statsministeren ikke rigtig gennemført noget af betydning. Det var jo heller ikke nødvendigt, alting var fryd og gammen; de unge hørte efter i skolen, arbejdsløsheden var lav og kvinder var husmødre, der sad og drak kaffe hos hinanden hele dagen, så de stort set havde fået snakket af, når far kom hjem fra arbejde, den fordrukne sut.
Erik vandt en klar valgsejr i 1953, men måtte alligevel gå af, da venskabet mellem V og K var strukket så langt som det kunne. Erik trådte vande som oppositionsleder helt frem til 1965, hvor han endelig opgav håbet om en ny tur i statsministeriet og gik på invalidepension. Han havde en lille nebengesjæft som formand for foreningen Norden helt frem til 1971, hvor han endelig opgav at forstå hvad de skide svenskere sagde.
Han er begravet på Ringe Kirkegård på Fyn. Hr. statsministeren tager imod hver torsdag mellem kl. 12-14.
Det med småt
- ↑ Altså Povls....
- ↑ Og det selv om GPS'en ikke var opfundet.
Bidragsydere:
Cookies help us deliver our services. By using our services, you agree to our use of cookies.